Kort efter Reformationens gennemførelse i 1536 blev det bestemt, at alle børn i Danmark skulle gå i skole. Formålet var at give børnene et indgående kendskab til Luthers lære. Det kunne de ikke helt leve op til på Bornholm, i hvert fald ikke på landet. I 1621 fandt biskop Mathias Jensen derfor anledning til at kalde alle øens degne sammen for at fortælle dem, at han havde til hensigt at afskedige dem alle, hvis de ikke straks underviste børnene bedre.

Det var degnene, altså præstens medhjælpere, som skulle undervise børnene på landet. Som regel foregik det sådan, at degnen klemtede en snes gange ekstra med kirkeklokken, når han havde ringet første gang. Så skyndte sognets børn sig til kirke og satte sig i de øverste stole, hvorefter degnen læste og forklarede dem et stykke af Luthers katekismus.

Kulturmiljøet 1:250.000.	Arkitekturen. Skolernes placering markeret på et kort med kommunegrænserne. Kort 1:250.000.	Principopbygning af skolerne i de mindste bysamfund.

I vinterhalvåret, fra Mikkelsdag (29. september) til Påske, drog degnene ud på gårdene for at undervise. Undervisningen måtte højst vare tre timer per dag. Der blev nemlig taget vidtgående hensyn til, at børnene også skulle deltage i det daglige arbejde.

Men i 1621 skældte biskoppen altså ud, og det har han nok ikke gjort uden grund. Hans utilfredshed gjaldt altså ikke undervisningen i byernes skoler, her gik det langt bedre. I hvert fald for de børn som gik i skole. Fra 1500-tallet kendes Rønne Lærde Skole (amtsgymnasiet), og der blev også undervist i Nexø og Bodilsker på dette tidspunkt. Nexø Latinskole blev oprettet i 1616, i Svaneke blev der fra 1750 undervist i rådsstuen, og Aakirkeby fik skole i 1757, i Hasle kom der skole i 1790.

I 1814 fik Danmark en ny skolelov. Nu fik undervis-ningen et bredere sigte, og mange steder tog gods-ejerne initiativ til oprettelse af egentlige skoler. Men på Bornholm gik det trægt. Dels var der ingen gods-ejere med det nødvendige initiativ og den nødvendige kapital, dels lå gårdene spredt, og det var dyrt at bygge skole og ansætte en lærer.

Højskolebevægelsen vandt fodfæste på Bornholm i 1850'erne. I 1870 opførtes en højskole i Østermarie. 1 1893 blev den erstattet af en ny skolebygning i Almindingen, tegnet af Mathias Bidstrup. Den ligger med sine rød-malede bygninger smukt i landskabet ud til Læsåens nordlige løb.	Rø skole er en af Bornholms ældste, den er fra 1840 og senere udvidet i 1927. Skolen er i bindingsværk.	I slutningen af 1800-tallet blev der gjort en stor indsats for at forbedre håndværks-uddannelserne. Der blev bygget tekniske skoler flere steder på Bornholm. Her er en af dem, skolen i Allinge, bygget i 1895 og tegnet af Mathias Bidstrup.

Pastor Elieser Gad i Rø var en af de få fremsynede bornholmere. Han havde øje for degneundervis-ningens svage sider. De fleste degne var efter hans opfattelse 'forulykkede personer', der havde tumlet rundt i den store verden og mistet den smule formue, de måske havde haft, og deres moral! Pastor Gad foreslog derfor, at Bornholm blev inddelt i 20 skole-distrikter med en skole og to lærere i hvert distrikt. Han var overbevist om, at reformerne ville medføre, at Bornholm ville blive ' ... en af de mest oplyste, en af de lykkeligste Provinser i Europa'. Der rejste sig en storm af protester mod forslaget. Præsten i Aaker betegnede idéerne som et anslag mod den bornholmske folkekarakter. Oven på den skuffelse forlod pastor Gad øen.

I 1817 lykkedes det at få startet et såkaldt præsteseminarium i Nylars. Det var for indfødte bornholmere, de kendte nemlig indbyggerne og de vilkår, som de levede under. En løjtnant, en fisker og en skrædder blev de første seminarister.

I Rønne havde man i 1808 oprettet en borgerskole, som - i modsætning til latinskolen - ikke sigtede mod at gøre børnene egnede til en karriere som embeds-mænd, men som derimod søgte at lære dem at læse og skrive, så de kunne blive gode samfundsborgere. Den forståelse nød dog ikke tilslutning overalt på øen. Mange skoler blev oprettet på trods af bornhol-mernes ønsker, men altså i respekt for skoleloven. De første skoler efter loven blev bygget i 1820'erne, de sidste 40 år senere. Østermarie Friskole blev opført af Luthersk Missionsforening i 1888, og samme år startede en katolsk skole i Rønne.

Opbygningen af et undervisningsvæsen har naturligt sat sig synlige spor i det bornholmske landskab. Mange af de gamle skolebygninger eksisterer stadig, omend de bruges til andre formål. Det er et karakte-ristisk træk ved de bornholmske skoler uden for byerne, at de - som Pedersker skole - ofte ligger for sig selv, nærmest på den bare mark. De gamle skoler i det åbne land er opført som små længebygninger.
I byerne havde skolebygningerne en anden karakter. Her tjente det ydre til at understrege lærdommens bygninger som højborge. Centralskolerne på landet har et ydre, som kan minde om det samme formål, men her skabes udtrykket snarere i kraft af de ret store bygningsvolumener.

Bornholms kendte arkitekt, Mathias Bidstrup, tegnede ialt 20 skoler på øen, bl. a. Allinge skole i 1863. Poulsker kirkeskole fra 1911 kan nævnes som eksempel på skolebyggeri på landet efter 1900. Undervisningslokalerne lå i bygningens midte, og i hver ende var der boliger til henholdsvis læreren og lærerinden. Lignende skoler blev opført i Østerlars, Østermarie, Aaker og Olsker.

Skolen i Rø (1840) er typisk for de ældste skoler, som ofte blev bygget i solidt bindingsværk. Men der er også eksempler på, at nogle af de gamle skoler blev bygget i mur, for eksempel Østermarie og Ibsker. Skolerne fra sidst i 1800-tallet var for det meste grundmurede og karakteriseredes af store, opsprossede vinduer. I begyndelsen af 1800-tallet blev der i flere af øens sogne bygget hovedskoler, de såkaldte kirke-skoler. Måske en forløber for den senere centralskole. Flere af disse bygninger var fornemme og markerede sig i omgivelserne, se for eksempel skolerne i Poulsker og Østerlars.

Pedersker skole blev opført i 1937. Det var Bornholms første centralskole. De følgende årtier kom til at stå i disse skolers tegn. Kommune efter kommune indså, at et moderne skolevæsen med tidssvarende undervisning krævede større enheder, men naturligvis skete den udvikling ikke uden sværdslag. Østerlars Friskole blev for eksempel oprettet af forældre, som var utilfredse med, at deres børn skulle flytte til en centralskole.

Kun tiden kan vise, hvordan skolevæsenet på Bornholm udvikler sig. I dag præges perspektiverne af faldende børnetal, og skolestrukturen vil sand-synligvis blive brudt op på ny.